Et kulturlandskab, er et landskab der tydeligt er påvirket af mennesket. Typisk sættes ordet kulturlandskab i forbindelse med det moderne landbrug, men begrebet er meget bredere og dækker over menneskets påvirkning af alle aspekter af et landskab, herunder beplantning, udformning og bebyggelse.

Kulturlandskabet er grundlæggende ustabilt og opretholdes kunstigt af mennesker ved f.eks. dræning, gødning, regulering, renovation og udbygning.

I Danmark findes der højst sandsynligt ikke længere nogle områder, som ikke i nogen grad er påvirket af mennesket. Mange af vores store skove, som klosterheden, Husby Klit og Stråsø bærer ofte betegnelsen ”plantager” og er oprindeligt blevet plantet til skovbrug. De store hedeområder som dominerede Vestjylland før de blev tæmmet i 1800-tallet, opstod på grund udpining og afbrænding af jorden, da de første bønder i stenalderen begyndte at opdyrke den sandede jord. 

Ingeniørlandskabet er en del af kulturlandskabet, men adskiller sig ved at her er det den moderne ingeniørkunst der lader mennesket tøjle landskabet på en måde som aldrig tidligere har været mulig. Op langs vestkysten stikker store høfder ud i havet og forhindre sandflugt og kysterosion. Fra Høfde Q ved Fjaltring i syd til Høfde 96 på Agger Tange i nord, rager 113 høfder ud i Vesterhavet og forsinker kystens forsvinden. På Harboøre Tange, ligesom mange andre steder i Danmark, modarbejdes kysterosionen ved at fodre med sand og grus, der opsamles på bunden af Vesterhavet. Herunder kan du se en video der handler om ingeniørlandskabet i Geopark Vestjylland.