Gå til indhold
Ryttere v/ Hjerl Hede

Lokal egnshistorie

Foto: Visitholstebro

Dyk ned i fortidens egnshistorie

Studedriften

Store dele af Vestjylland var fra 1500-tallet og op til midten af 1800-tallet ramme om en stor produktion og handel med stude, som blev drevet til havne og markeder på egne ben – heraf betegnelsen Drivvejen og studedrift.

Studevogn v/ Hjerl Hede

Foto:Hjerl Hede

Vestjylland var rig på græsgange – det grønne guld – som blev brugt til opfedning af dyrene, som efterfølgende blev solgt til Nederlandene, senere Nordtyskland og senere igen til England. Fra kvæggårdene blev dyrene drevet sydpå til udskibningshavne ved Ringkøbing, Ribe eller til markeder i Nordtyskland.

Hovedfærdselsårerne gik fra hhv. Thyborøn og Thy og mødtes i Struer, hvorefter det gik sydpå med studene og retur med varer fra de tyske hansestæder. Langs med drivvejen har der ligget oldtidshøje, og der er en del, som er synlige i Geopark Vestjylland. Drivvejen er over 200 km lang fra Limfjordsegnene til grænsen. Den er fuld af spændende kulturhistoriske seværdigheder.

Historien er spændende og levende formidlet af historiker Esben Graugaard fra Holstebro Museum, der har undersøgt emnet meget indgående og i samarbejde med TV MidtVest lavet tv-serien Fra Fæstebønder til verdensmænd. Nedenfor finder du link til den spændende historie. Dette er første afsnit i en serie af 12 afsnit produceret af Tv Midtvest.

Kalkens historie

I løbet af middelalderen – fra omkring det 11. århundrede – i forbindelse med bygningen af Europas mange nye kirker, klostre og borge – bygget af sten frem for træ – steg produktionen voldsomt, og næsten enhver lille flække fik sit eget kalkbrænderi.

Man kunne brænde og læske kalken og bruge den som mørtel mellem stenene, hvilket gav en helt anden holdbarhed end tidligere. Dette ses også på de mange landsbykirker fra den tidlige middelalder, der stadig står rundt om i landet.

At være kalkbrænder var en farlig profession. Ovnenes varme og støvet i processen kunne forårsage blindhed og eksplosionsagtive brande. Der forekom ofte en del kulmonoxid (kaldet CO) i forbindelse med brændingen, hvilket er giftig luftart, som kunne medføre svimmelhed og desorientering. Den brændende kalk kunne den hurtigt brænde sig dybt ned i huden.

Bjørndal Kalkgrav gl foto

Brændingsprocessen i et typisk kalkbrænderi fra 1700-tallet var at fylde ovnen med skiftevis kalksten og kul, hvorefter man murede indgangen til – og så påbegyndte brændingen, der typisk tog fem til seks dage. Man kunne ikke bare lade brændingen passe sig selv – det var en proces, der krævede opmærksomhed.

Gennem et lille glughul kunne man holde øje med brændingen, men en erfaren brænder kunne alene ved at se på røgen bestemme, hvor i processen man var kommet til.

I Geopark Vestjylland kan man se hvor der har ligget kalkbrænderier ved Bjørndal Kalkgrav  og Sevel Kalkgrav samt Hjerm Kalkmine.

Gå på opdagelse i historien

Lokalhistoriske arkiver

Ønsker man at dykke ned i den lokale egnshistorie er der mange små lokale museer og arkiver i Geopark Vestjylland.

Sociale medier: