Man kunne brænde og læske kalken og bruge den som mørtel mellem stenene, hvilket gav en helt anden holdbarhed end tidligere. Dette ses også på de mange landsbykirker fra den tidlige middelalder, der stadig står rundt om i landet.
At være kalkbrænder var en farlig profession. Ovnenes varme og støvet i processen kunne forårsage blindhed og eksplosionsagtive brande. Der forekom ofte en del kulmonoxid (kaldet CO) i forbindelse med brændingen, hvilket er giftig luftart, som kunne medføre svimmelhed og desorientering. Den brændende kalk kunne den hurtigt brænde sig dybt ned i huden.
