top of page

Under overfladen ved Bovbjerg Klint

  • Forfatters billede: Geopark Vestjylland
    Geopark Vestjylland
  • 3. jun.
  • 3 min læsning

Opdateret: 15. jun.

Forfatter: Maria Knadel



Ved Bovbjerg Klint gemmer der sig langt mere, end det blotte øje kan se. I forbindelse med EGN-ugen sætter Geopark Vestjylland fokus på forskning ved geoparkens geosites og ved Bovbjerg Klint har forskere netop taget et kig ned under overfladen. Forskere fra HydroGeofysik Gruppen ved Aarhus Universitet har i samarbejde med Region Midtjylland undersøgt undergrunden ved hjælp af avancerede geofysiske målinger. Undersøgelserne bidrager med ny viden om et af geoparkens vigtigste geosites og viser, hvordan moderne forskning kan være med til at nuancere fortællingen om landskabets dannelse. For at kortlægge undergrunden har forskerne brugt såkaldte geo-scannere. Nogle målinger er foretaget til fods langs klinten, mens en større scanner er blevet trukket hen over markerne bag Bovbjerg Fyr med en ATV. På den måde kan man både få detaljered

e målinger tæt på klinten og et bredere overblik over området længere inde i landet.


“Ved hjælp af geofysiske målinger kan vi se strukturer i undergrunden, som ikke er synlige i selve klinten. Målingerne giver os et detaljeret billede af jordlagene og kan hjælpe os med at forstå, hvordan lagene fortsætter under overfladen og længere ind i landet,” siger Line Meldgaard Madsen, adjunkt ved Aarhus Universitet, som leder projektet.

Et kig ned i undergrunden

Metoden bygger på elektromagnetisme. En senderspole sender et signal ned i jorden, og en modtagerspole opfanger jordens respons. Undervejs bliver signalet påvirket af jordens elektriske egenskaber. Disse variationer kan forskerne omsætte til information om forskellige jordtyper.

Ler og vandmættede lag leder strøm godt og giver lav elektrisk modstand, mens sand og tørre sedimenter leder strøm dårligere og giver høj modstand.

Resultatet bliver et detaljeret billede af undergrunden, hvor farver viser variationer i jordlagene. I de målte profiler repræsenterer blå farver typisk lerede aflejringer, mens gule og røde farver peger på sandede lag.



Skjulte strukturer i dybden

Mens klinten kun afslører de øverste lag, kan de geofysiske målinger give indsigt i de dybere strukturer, som ligger skjult under havets overflade. Her har forskerne blandt andet identificeret et større forkastningssystem nord for fyret – altså en zone, hvor jordlagene er forskudt i forhold til hinanden.


Samtidig undersøger forskerne, om metoden kan opløse de komplekse og ofte deformerede lag, som er synlige i klinten. Disse lag er blevet foldet og forstyrret af isens bevægelser under istiderne, og det er en udfordring at kortlægge deres fortsættelse ned i undergrunden.


I den næste fase bliver resultaterne fra Bovbjerg Klint sammenholdt med tidligere geologiske kortlægninger og detaljerede opmålinger af klinten. Målet er at skabe en samlet model af områdets geologi. Samtidig vil forskerne undersøge hovedopholdslinjens forløb fra kysten og ind i landet. Øverst på formularen


En geologisk rygrad i geoparken

For geoparken har forskningen ved Bovbjerg Klint særlig betydning. Klinten er et af geoparkens vigtigste geosites og har samtidig international betydning som geologisk lokalitet. I klintens lag bliver landskabets historie synlig, og lokale aflejringer peger på større geologiske sammenhænge i Vestjylland.


Et centralt element er hovedopholdslinjen, som markerer isens maksimale udbredelse under sidste istid. Ved Bovbjerg Klint kan man se et geologisk snit gennem hovedopholdslinjens aflejringer, hvilket giver et særligt indblik i de processer, der har formet landskabet i Geopark Vestjylland.


Netop derfor er Bovbjerg Klint et oplagt sted at rette opmærksomheden mod i EGN-ugen, hvor der sættes fokus på geoparkernes geosites, forskning og den viden, der knytter landskabet sammen med både lokale fortællinger og større geologiske perspektiver.


På den måde bidrager forskningen ikke kun med ny viden om det, der ligger skjult under overfladen, men styrker også fortællingen om et af geoparkens vigtigste geologiske landskaber.

 
 
 

Kommentarer


Det er ikke længere muligt at kommentere på dette indlæg. Kontakt hjemmesideejeren for at få flere oplysninger.
bottom of page