Eva Hermann Keramik

Eva Hermann

Foto: Eva Hermann Keramik

Eva Hermann er født i 1954 og laver keramik inspireret af naturen i Husby Klitplantage.

Hun er født ved Lovns Bredning ved Limfjorden, og i 1965 købte hendes far - kunstneren Jacob Hermann - den gamle klitgård ”Svolling”, i den nordlige del af Vester Husby ferieområde med cirka 2 kilometer til Vestkysten og under en kilometer til plantagen.

Området regnes for at have noget af den skønneste natur langs hele den jyske vestkyst. Stranden og Husby Klitter er fredede, og bagved de høje klitter ligger Husby Klitplantage med dens meget varierede natur. Her er både ege-, bøge-, fyrre- og grantræer. Der er indrettet afmærkede vandrestier med enestående naturoplevelser i området.

Det er vigtigt for Eva Hermann at skabe ting, der er kunstnerisk tro mod de små nøjsomme vækster, som findes i klit og skov omkring Husby. Hun laver gerne serier af tallerkener eller kopper med et bestemt botanisk tema, da det giver en god arbejdsrytmen.

Hun har gået på Århus Kunstakademi og arbejdet i Frankrig i 13 år, hvor hun oplevede en inspirerende tid med udvikling af ny teknik, begitning og glasur. Hun blander selv sin glasur med en særlig teknik, der får den malede keramiks farver til at fremstå som akvarel malerier.

Hun hælder dog meget til den danske keramiske tradition og ser ingen grund til at søge udenlandske metoder for at blive inspireret, da der er så meget kvalitet at hente i den danske lertøjstration. Hun bruger rødler og blåler, som både kan bruges blandet og rent for at give flere farvenuancer.

Til sine inspirationsvandreture i området tager hun ofte akvarel blokken med og naturens materialer med hjem. Det kan være blomster, bær eller kogler og ved at have materialerne selv til at stå mens hun former keramikken bliver resultatet mere naturtro.

Adresse
Svollingvej 17
Vester Husby
6990 Ulfborg

Web
www.evahermann.dk

Email
hevan.svoll...  

Telefon
+45 9749 5136