Sevel Kalkværk

Kalkbrænder historierne

Kalk har i århundreder været et vigtigt bygningsmateriale, men det var et farligt erhverv at være kalkbrænder.

I løbet af middelalderen – fra omkring det 11. århundrede – i forbindelse med bygningen af Europas mange nye kirker, klostre og borge – bygget af sten frem for træ – steg produktionen voldsomt, og næsten enhver lille flække fik sit eget kalkbrænderi.

Man kunne brænde og læske kalken og bruge den som mørtel mellem stenene, hvilket gav en helt anden holdbarhed end tidligere. Dette ses også på de mange landsbykirker fra den tidlige middelalder, der stadig står rundt om i landet.

At være kalkbrænder var en farlig profession. Ovnenes varme og støvet i processen kunne forårsage blindhed og eksplosionsagtive brande. Der forekom ofte en del kulmonoxid (kaldet CO) i forbindelse med brændingen, hvilket er giftig luftart, som kunne medføre svimmelhed og desorientering. Den brændende kalk kunne den hurtigt brænde sig dybt ned i huden.

Brændingsprocessen i et typisk kalkbrænderi fra 1700-tallet var at fylde ovnen med skiftevis kalksten og kul, hvorefter man murede indgangen til – og så påbegyndte brændingen, der typisk tog fem til seks dage. Man kunne ikke bare lade brændingen passe sig selv – det var en proces, der krævede opmærksomhed.

Gennem et lille glughul kunne man holde øje med brændingen, men en erfaren brænder kunne alene ved at se på røgen bestemme, hvor i processen man var kommet til.

I Geopark Vestjylland kan man se hvor der har ligget kalkbrænderier ved Bjørndal Kalkgrav og Sevel Kalkgrav samt Hjerm Kalkmine.

 

Del denne side