©  Foto:

SANS: Frossent Forår i Iskunsten

Oplev en unik udstilling af fantastiske isskulpturer, der bringes til live af det spil, som skabes mellem den krystalklare is og lyset

Efter en gennemgribende renovering åbner Iskunsten i Thyborøn igen dørene til en ny, fantastisk udstilling skabt i is. 

Frossent Forår er en hyldest til lysere tider - et øjeblik, hvor vinterens greb langsomt slipper, og foråret viser sig i sprækker af lys, farver og fornyet håb. Udstillingen indfanger overgangen mellem kulde og varme, stilstand og bevægelse, hvor isen både bevarer og forandrer det, den omslutter.

I Iskunsten mødes skrøbelighed og styrke i værker, der balancerer mellem det flygtige og det monumentale. Her spejler isens klare flader forårets første glimt. Som frosne minder om noget, der er på vej. Dryppende kanter, indkapslede former og spillet mellem lys og skygge skaber en sanselig fortælling om forvandling.

Frossent Forår kan opleves fra 28. marts til og med 31. maj 2026.