
Herregårdenes Dag på Nørre Vosborg 2026
Herregårdenes Dag sætter fokus på Danmarks mange herregårde og den fælles kulturarv, de repræsenterer.
På Herregården Nørre Vosborg er der åbent fra kl. 10.00 til 16.00, og vi byder velkommen til en dag med historie, fortællinger og oplevelser.
Program
Kl. 10.00 – 11.30
Nørre Vosborg – fra ridderborg til herregård
750 års vestjysk herregårdshistorie
Foredrag ved middelalderarkæolog Helle Henningsen
Mødested: Riddersalen
Kom med på en rejse gennem Nørre Vosborgs lange og fascinerende historie – fra middelalderens befæstede ridderborg til den herregård, vi kender i dag. Middelalderarkæolog Helle Henningsen fortæller om de mange mennesker, der gennem århundreder har ejet og præget stedet: konger, riddere, adelsfamilier og driftige købmænd. Foredraget giver et levende indblik i livet på herregården og de historiske begivenheder, der har sat sig spor i bygningerne.
Der vil også blive givet en introduktion til Realdania By & Bygs omfattende restaurering af herregården i årene 2004–2008 – et arbejde, der reddede Nørre Vosborg fra forfald og sikrede herregårdens fremtid. I dag indgår Nørre Vosborg i Realdania By & Bygs samling af fredede og bevaringsværdige ejendomme.
Kl. 11.30 – 13.00
Pause
I pausen er der mulighed for at nyde en herregårdsbrunch med vestjyske specialiteter i Nørre Vosborgs restaurant. Brunchen skal bestilles separat – https://nrvosborg.dk/restaurant/brunch/
Kl. 13.00 – 14.00
Historisk gåtur i Nørre Vosborgs nærmeste omgivelser med middelalderarkæolog Helle Henningsen som turleder
Mødested: Borggården
Turen går langs Nørre Vosborgs diger, volde og voldgrave, der sammen med borggården og ladegården udgør det store, fredede herregårdsanlæg. Undervejs vil turlederen fortælle om herregårdens over 750 år lange historie og om, hvorfor det stående Nørre Vosborg ligger netop på dette sted. Deltagerne vil desuden komme tæt på og høre om herregårdens fint restaurerede bygninger, der stammer fra flere forskellige århundreder, og der vil blive fortalt små historier om ejere og dagligliv gennem tiden.
Turen er ikke egnet for gangbesværede. Praktisk fodtøj anbefales.
Hvad sker der ellers?
I dagens anledning tænder vi op i det gamle komfur i herregårdens køkken, og der bages småkager i det gamle brændekomfur – som man gjorde i gamle dage. Undervejs serverer vi små smagsprøver til gæsterne, så længe der er flere tilbage.
Herregården holder åben til kl. 16 denne dag. Køber du billet til foredrag, historisk gåtur eller begge dele, har du også adgang til herregården og kan gå på opdagelse på egen hånd.
Pris
Foredrag: 100 kr.
Gåtur: 100 kr.
Foredrag + gåtur: 150 kr.
Billetter kan købes på hjemmesiden eller ved indgangen (hvis ikke arrangementet er udsolgt).