N1 Oldtidsvejen

På strækningen fra Trans ved vestkysten til Karup Å findes rækker og grupper af gravhøje fra yngre stenalder og bronzealder, der tydeligt følger et mønster, som kan relateres til geologien. Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem højrækken og de glaciale landskaber. Gravhøjene følger den markante landskabsgrænse mellem morænelandskaberne og smeltevandssletten (hedesletten), - de ligger nærmest på Hovedopholdslinjen eller i nær tilknytning til denne.

Sammenhæng mellem geologien og kulturhistorien

Der kan gives geologiske forklaringer på fænomenet. Den morfologiske forklaring er, at hele landskabsforløbet er relativt højtliggende med få krydsende vandløb og sumpområder. Det er også interessant, at jordbundsforholdene umiddelbart omkring Hovedopholdslinjen, er karakteriseret ved lette jordarter bestående af blandede sand- og lerholdige jordarter. Højrækken, og dermed bosættelserne fra Yngre Stenalder og Bronzealder, findes netop i dette smalle overgangsbælte mellem det lerede moræneland og smeltevandssletten (hedesletten). For de agerbrugere, der slog sig ned her for knap 5000 år siden, var disse jordbundsforhold optimale: De tilstrækkeligt frugtbare og lette jorde lod sig bearbejde med datidens plov, arden. Denne kunne kun vanskeligt bearbejde tungere lerjord, og det er værd at bemærke, at der ikke er gjort nævneværdige fund fra bronzealderen i morænelandskaberne bag Hovedopholdslinjen. Det smalle bælte mellem randmorænen og hedesletten har i tiden frem til landboreformerne o. 1800 været intensivt dyrket agerjord, i modsætning til dødislandskaberne nord for og hedesletten mod syd.

Enkeltgravskulturen

De vestjyske heder bredte sig allerede i enkeltgravskulturens tid, antagelig som følge af skovrydninger og afbrændinger. Den plejede kulturhede med hyppige afbrændinger kendes netop fra enkeltgravs-kulturens tid, hvor de må formodes at have tjent som græsningsarealer. De få bronzealderbopladser der hidtil er fundet, ligger umiddelbart nord for højrækken og altså bag randmorænen, som gårdene ligeledes har gjort det frem til landboreformerne, hvilket tydeligt ses på Lomborg-Ramme strækningen.

Gravhøje langs oldtidsvejen

Oldtidsvejen ses som en langstrakt højrække. Forløbet af høje danner en korridor fra Vesterhavet til øst for Viborg og strækker sig således over næsten 110 km. Højrækken dannes i dag af omtrent 560 fredede gravhøje og hen mod 1300 overpløjede høje. Hovedparten af højene er bygget i ældre bronzealder (1700-1100 f. Kr.). Oldtidsvejen ses som en markant korridor igennem Lemvig, Struer og Holstebro Kommuner, hvor den strækker sig over omtrent 65 km. Det må formodes, at der har eksisteret en landingsplads et sted ved den daværende vestkyst. Der har været omfattende handelstrafik ad søvejen i bronzealderen. Et vigtigt råmateriale til fremstilling af bronze, tin (10% tin og 90% kobber), kom bl.a. fra Cornwall og Devon i Sydengland, og sammen med de mange skibsmotiver i skandinaviske helleristninger er det nærliggende at forestille sig en havne- og handelsplads ved vestkysten, hvor der kunne byttes rav for de ædle metaller, - også guldsager.

Hulveje med historiske hjulspor

Den rejsende i Oldtiden kunne navigere ved hjælp af højrækken og er på den måde blevet ledt frem til vadestederne i det til tider ufremkommelige landskab, og Oldtidsvejen markerer derfor en vigtig del af forhistoriens infrastruktur. Oldtidsvejen kan i dag kun følges på få vejstrækninger. Med Landboreformerne og udskiftningen blev markstrukturerne, og dermed også vejforløb lagt om. På de originale udskiftningskort kan der på det meste af Oldtidsvejens forløb ses veje, der stort set følger højrækken. En del af disse strækninger findes endnu som lokale markveje.