Stubbergaard Kloster og Flynder sø

N41 Natura2000 Hjelm Hede - Flyndersø - Stubbergaard Sø

Foto: Geopark Vestjylland

Et varieret, naturligt næringsfattigt naturområde med oprindelig natur i vekselvirkning med kulturlandskabselementer og store oplevelsesmuligheder. Frilandsmuseet Hjerl Hede lige vest for Flyndersø er et enestående formidlingscenter med stort besøgstal.

Naturværdierne

Natura 2000-området Hjelm Hede, Flyndersø og Stubbergård Sø er beliggende mellem Holstebro og Skive og har et areal på 2.170 ha, hvoraf 160 ha er vandflade i søerne. Det store område er et varieret, naturligt næringsfattigt naturområde med oprindelig natur i form af højmoser, kildevæld og egekrat i vekselvirkning med kulturlandskabselementer med lang kontinuitet som græssede sure overdrev og rigkær. Store arealer henligger som tørre heder og vidner om kulturhistorien på stedet. De store søer i området udgør vigtige fourageringsområder for mange fuglearter. Området er udpeget på grundlag af en væsentlig tilstedeværelse af naturtyperne tør hede, surt overdrev, rigkær, stilkege-krat, skovbevokset tørvemose og fordi området har levesteder for odder, blank seglmos, rørdrum, fiskeørn og rastende stor skallesluger.

Fredede områder

Indenfor natura 2000-området er der tre fredede områder. Det drejer sig om en landskabsmæssig fredning af arealerne omkring Flyndersø, der er en fredning omkring Stubbergård sø som har til formål at beskytte områdets landskabsmæssige karakter, de kulturhistoriske værdier samt de naturvidenskabelige interesser og at forbedre offentlighedens muligheder for rekreativ udnyttelse af området. Endelig er der en fredning af en afmærket sti i moseområdet nord for Stubbergård sø.

Friluftsliv, formidling og kulturhistorie

Holstebro Kommune har udgivet vandretursfoldere for både Flyndersø og Stubbergaard Sø med ruter af forskellig længde og informationstavler om området. Ved stiforløbet rundt om Stubbergaard Sø er der også opsat yderligere information om områdets natur, landskab og kulturhistorie ved Sortehusene, der har været bådehuse for erhvervsfiskere på søen. Ved Stubber Kloster (Nongeological site no. N7) er der mulighed for at besøge ruinen og høre mere om stedets kulturhistorie. Det igangværende initiativ med oprettelse af Naturpark Flyndersø og Sønderlem Vig vil bidrage med yderligere rekreative faciliteter og formidling omkring Flyndersø.

Frilandsmuseet Hjerl Hede

På vestsiden af Flynder Sø ligger Frilandsmuseet Hjerl Hede, der i en stor samling af oprindelige bygninger fortæller om byggeskik, boligindretning og håndværk på landet, fortrinsvis Jylland. Museet rummer også fortællinger om menneskets udnyttelse af hederne, skovene og moserne. Frilandsmuseet har en stor skare frivillige tilknyttet, som medvirker til at gøre udstillingerne levende for museets 75.000 årlige gæster.

Samarbejde med Geopark Vestjylland

Vandreruterne ved Stubbergaard Sø og Flyndersø indgår i geoparkens net af vandreruter og formidling, og Frilandsmuseet Hjerl Hede er er blandt geoparkens allerstørste formidlingscentre og samtidig et meget flot eksempel på samarbejdet med frivillige kræfter.