Agger Tange

N40 Natura 2000 - område nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø

Foto: Lemvig.eu

Området er det største sammenhængende naturområde af international betydning i Geopark Vestjylland. Området består for 85% vedkommende af maritime områder og har også stor rekreativ og formidlingsmæssig værdi.

Største sammenhængende naturområde

Natura 2000-område nr. 28 er med sine 33.165 ha klart det største sammenhængende naturområde i Geopark Vestjylland. Det er dog ikke hele Natura 2000-området, der indgår i geoparken, idet Agger Tange, Agerø og dele af Skibsted Fjord ligger udenfor geoparkens afgrænsning. Af Natura 2000-områdets naturtyper er det især lavvandede fjordområder med vidtstrakte sandbanker, rev og vadeflader der forekommer i Nissum Bredning samt. Odderen udgør også en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området og er registreret ved Egebjerg Bæk, Hellerød Kær på østsiden af Thyholm og ved Gudum Å.

Fugle og sæler

De store forekomster af fugle giver ligeledes mulighed for mange flotte oplevelser. Natura 2000-udpegningen i geoparkens område skyldes især forekomsten af ynglefugle som almindelig ryle, brushane (dog ikke observeret ynglende i geoparken siden 2005), dværgterne og klyde. Klyden har været i fremgang som ynglefugl, hvor bl.a. pleje af dens yngleområder med græsning har haft positiv virkning. Derimod er bestanden af rastende klyder på Harboøre Tange i sensommeren gået stærkt tilbage. Det er samtidig gået stærkt tilbage for den almindelige ryle som ynglefugl, der ellers havde sin vigtigste ynglelokalitet på Harboøre Tange i starten af 1980erne. Det skyldes formentlig tilgroning af de engområder, hvor arten ellers har ynglet. Netop Harboøre Tange vurderes som særligt oplagt levested for brushane og almindelig ryle. Blandt trækfuglene i forårs- og efterårsmånederne er det store forekomster af kortnæbbede gæs, bramgæs, lysbugede knortegæs og klyde, der udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Mange gæster sætter stor pris på at opleve sæler og guidede sælture er ofte populære. Bestanden af spættede sæler i Limfjorden har været i stærk fremgang og der er også observeret ganske få gråsæler.

Geoparkens muligheder

Indenfor området er der en række rekreative stier og oplevelsespunkter, som geoparken i samarbejde med Naturstyrelsen og kommunerne samt private lodsejere vil synliggøre. Geoparken vil bidrage til at udvikle nye faciliteter og understøtte geoturisme i området. Geoparken vil endvidere kunne bidrage til naturforbedrende projekter.