Jegindø Havn

N30 Jeginø Havn

Foto: Geopark Vestjylland

Jegindø Havn hænger tæt sammen med udviklingen i Harboøre og en række tragiske forlis. Det er samtidig historien om Limfjordsfiskeriets udvikling fra ”sjægten”  til motorfiskerbåde og moderne muslingeskrabere og specialbåde til at hente linemuslingerne ind.

En ny begyndelse

Jegindø havns historie starter hos Harboørefiskerne og det bibelske udtryk ”Ethvert helvede skaber af sig selv en forestilling om det slaraffenland, der et andet sted flyder med mælk og honning”. I Harboøre ønskede man sig mest af alt en plads inde i Limfjorden, hvor forholdene ikke var nær så barske som på Vestkysten. Det blev en drøm, som i årene op mod 1900-tallet blev sat i perspektiv af nogle frygtelige forlis, som kunne bringe folk i tvivl om, hvor den gode gud havde sine tanker” – skriver den danske historiker og forfatter Hans Edvard Nørregård-Nielsen i sin tekstindledning om Jegindø i  ”Stemmer og Steder” i Limfjorden 1.

De store drukneulykker

17. nov. 1862 druknede 8 Harboørefiskere og mindre end et halvt år senere d. 11. maj mistede endnu 10 fiskere livet. I 1893 indtraf den helt store drukneulykke ud for Harboøre, som kostede 26 fiskere livet. Den 25. januar 1897 kæntrede redningsbåden og endnu 12 fiskere omkom. Disse gentagne ulykker forstærkede den allerede påbegyndte udvandring fra Harboøre til Limfjordsegnene, hvor Jegindø lå lige rundt om hjørnet ved Oddesund – selv familiebesøg i Harboøre kunne klares herfra som en dagsudflugt. I 1884 havde henved 50 tidligere Harboørefolk slået sig ned på Jegindø, hvor man kunne vælge imellem at ernære sig af landbrug eller fiskeri.

Nye bådtyper og fangstredskaber

Omkring 1900-tallet afløses de hidtil foretrukne fiskefartøjer – de sejlførende ”sjægter” - af både med motor. De nye både gjorde det muligt at tilbagelægge længere afstande med en større last. Mange af de gamle fangstmetoder blev samtidigt fortrængt af bl.a. nye bundgarn til især sildefiskeriet og snurrevoddet. ”Både silden og fladfiskene var en guds gave, men man takkede ekstra, når han lagde en god klat ål oveni”.

En ny havn afløser de smalle landgangsbroer fra stranden

Harboørefiskerne var også initiativtagere bag projekteringen af en ny havn, som Jegindøbønderne imidlertid ikke ønskede at støtte. Men med 3 fiskere for hver bonde i sognerådet kunne fiskerne få deres vilje. Ved havneindvielsen i 1939 var der 40-50 både. De stadig større både og stærkere motorer gjorde det muligt for færre og færre fiskere at fange flere og flere fisk, og fiskeriet blev så effektivt, at det var lige ved at uddø.

Fremtidens havn og specielt bundgarnsfiskeriets historie

I dag er der færre end 10 både tilbage. Halvdelen af dem fisker udenfor fjorden det meste af året, og de øvrige skraber eller henter linemuslinger ind. Fritidssejlerne er nu en vigtig del af havnens fremtid. Der er med EU-midler og kommunale tilskud skabt plads til i alt 70 sejlbåde med moderne havnefaciliteter. Et kommende havnebad er et nyt initiativ for at få turister og fritidssejlere til. Havnens altdominerende virksomhed er i dag det privatejede Johs. Jensens Fiske- og Muslinge Export, der startede i 1928. Det lille fiskerimuseum -”Æ Fywerhus” (fjordhuset) i havnens nordende fortæller historien om fiskeriet på Jegindø og i Limfjorden. Museet er et fremragende eksempel på, hvad frivillige kræfter kan skabe. Der er tillige gennem Jegindø Fonden skaffet midler til kunstværket ”Fjordfiskeren” i bronze, der står tæt ved museet.

Relationer til Geopark Vestjylland

Jegindø Borgerforening og Egnshistorisk forening for Thyholm og Jegindø har begge indgået samarbejdsaftaler med Geopark Vestjylland som et led i frivilligstrategien