N11 Heldum Kirke

Heldum kirke er et meget fint eksempel på de 51 romanske kvaderstenskirker i geoparken. Kirken er ganske lille, og ulig mange af de andre kirker er den ikke ændret meget, siden den blev bygget i slutningen af 1100-tallet.

Heldum kirke er et meget fint eksempel på de 51 romanske kvaderstenskirker i geoparken. Kirken er ganske lille, og ulig mange af de andre kirker er den ikke ændret meget, siden den blev bygget i slutningen af 1100-tallet.

Et lille, fattigt sogn

Kirken blev formentlig bygget af en stormand i Tørring Sogn, og det udskilte sogn bestod kun af 8 gårde, så der har været tale om et lille, fattigt sogn. Dette kan være forklaringen på, at kirken ikke blev udvidet med tårn og våbenhus i senmiddelalderen. Desuden har den i perioder været temmelig forfalden.  En påsat brand i 1908 forvoldte store skader på koret. Ved den efterfølgende renovering blev der tilføjet våbenhus. Den gamle klokke, der hænger i klokkestablen på vestgavlen, er fra kirkens ”barndom”. Den er vurderet til at stamme fra 1300, eller engang i sidste halvdel af 1200-tallet.

En eksemplarisk repræsentant

Heldum Kirke står som en eksemplarisk repræsentant for hovedparten af de 51 romanske kvaderstenskirker, der findes i geoparkens område, sådan som de fleste af dem har set ud, da de blev opført i perioden 1100 – 1250, den romanske stilperiode. Disse er kendetegnede ved en enkel grundform bestående af et rektangulært skib og et kvadratisk kor, lidt smallere end skibet og i få tilfælde med en buet apsis, og uden tårn. Kun ganske få kirker har haft tårn fra starten. Disse er blevet tilføjet i senmiddelalderen, overvejende i sengotisk tid sammen med våbenhus og eventuelle sidekapeller samt udvidelse af vinduerne, hvor man dog i de fleste tilfælde har bevaret den romanske rundbuede stil.

Indretningen

Indretningen af kirkerummet i de oprindelige romanske kirker blev ændret efter reformationen 1536. Der var to døre i den vestlige del af skibet, en kvindedør i nordsiden og en mandedør i sydsiden. Efter reformationen er norddøren tilmuret i de fleste kirker. Oprindelig fandtes ikke bænkerækker, men en muret stenbænk langs væggene i skibet. Der kunne være en forhøjning (pulpitur) langs vestgavlen til de velstillede. Døbefonten var placeret på en cirkulær, to-trins forhøjning midt i skibet, lidt forskudt mod øst ud for de to døre. I triumfvæggen er den rundbuede åbningen, triumfbuen, opmuret af kvadersten. Ved triumfvæggen fandtes to sidealtre, et Maria-alter mod nord og et Mikaels-alter mod syd, ofte med en alterniche, som det ses i Heldum Kirke. Midt i triumfvæggen kunne der være et lægmandsalter og på en tværbjælke hang et Kristuskors. I koret var et opmuret stenalter med en monolit som alterbord, hvori der fandtes en fordybning, en ”helgengrav”, til martyrrelikvier, som kunne være en knoglestump, et stykke klæde og lignende. Stenalteret blev efter reformationen de fleste steder udskiftet med mere pompøse altre. I murværket på flere kirker findes en kvadersten med helgenskrinet. Alterbordet er blevet ophugget og genbrugt ved senere omsætninger af murværket.

Kirkerummet var rigt dekoreret med kalkmalerier, og døbefonten var bemalet i stærke farver. Efter reformationen blev de fleste kalkmalerier kalket over og døbefontens bemalinger skulle fjernes. I en indberetning fra Heldum Kirke 1826 kræves de sidste rester af maling fjernet fra døbefonten. På Frilandsmuseet Hjerl Hede findes en rekonstruktion af en romansk landsbykirke, hvor den middelalderlige indretning af kirkerummet kan ses. Kalkmaleriernes kraftige farver her er rekonstruerede af Nationalmuseet ud fra kemiske analyser af de originale kalkmalerier.