Fousing Kirke

N14 Fousing Kirke

Foto: Geopark Vestjylland

Fousing Kirke er opført omkring år 1200 i sengotisk stil med en række senere udvidelser. Kirken er en kvaderstenskirke med en interessant geologisk fortælling, idet der bl.a. er brugt mange store blokke af bjergarten rhombeporfyr, der er kommet hertil med isen fra Norge.

Bygningens stilarter

Fousing Kirke er en romansk kirke med sengotiske tilføjelser af våbenhus (o. 1500) og tårn (o. 1550). Den er bygget i to etaper, hvor første etape, koret og de første 3 meter af skibet er bygget i kvadersten, mens der i anden etape er anvendt kvadersten på sydsiden og rå marksten på nordsiden. Af de oprindelige vinduer findes kun korets tilmurede øst- og nordvindue, hvor nordvinduet blev genåbnet 2005 med en indsat glasmosaik - se billede ovenfor. Fousing Kirke er præget af, at det har været et sogn med begrænsede økonomiske ressourcer, hvilket ses ud fra det sammensatte byggeri og senere beretninger om forfald og reparationer. Ved anden etape af byggeriet var der ikke råd til kvadersten hele vejen rundt, hvilket ses på billedet nedenfor.

Sognets placering

Det er et relativt lille sogn, hvor den vestligste fjerdedel er sandet hedeslette (Kilen-smeltevandskeglen), den mellemste del sandet bakkeø, og kun den østligste fjerdedel er morænejord. Kirkens og gårdenes placering på de sandede smeltevandsjorde kan undre, men de omkringliggende ådales rige græsnings- og høslætsmuligheder giver forklaringen.

Indsamling af sten og tilhugning af kvadre

Rundt omkring i landskabet lå store mængder sten i alle mulige størrelser, som isen havde efterladt ved bortsmeltningen efter sidste istid, og her i Vestjylland efter forrige istid på bakkeøerne. Nok var de opdyrkede marker ryddet for sten, men de lå i dynger eller diger rundt om markerne. Ellers har landskabet været tæt bestrøet med sten. Der er foretaget et omfattende indsamlingsarbejde i byggepladsens omegn for at kunne finde sten til de mellem 1000 og 2000 kvadre, der skulle bruges, og dertil skulle der bruges rå marksten af en vis størrelse til indermuren, og masser af mindre sten der, sammen med affaldet fra tilhugningen af kvadrene, gik iblandet med mørtel til udfyldning af kassemuren. De tilhuggede kvadre har stenenes naturlig runding på bagsiden.

Arbejdet med kirkebyggeriet

Med en murtykkelse på over 1 meter har det været anselige mængder sten, der skulle samles. Kløvning af kampestenene og tilhugning til kvadre er sandsynligvis foretaget af tyske stenmestre, der kunne håndværket. Især kløvningen af de store sten har krævet viden og erfaring. Sporene af deres arbejde kan i øvrigt iagttages i kvadre og ikke mindst kirkegårdsdiger. Som billedet viser, var det ikke altid kløvningen gik godt.

Den sjældne rhombeporfyr

Geologisk set er Fousing kirke særlig interessant, da der i murværket findes usædvanligt mange og store kvadre bestående af bjergarten rhombeporfyr. Rhombeporfyrerne har tilsyneladende været mere skrøbelige end larvikitterne, så de i højere grad er bukket under for de fysiske belastninger under transporten fra Norge og hertil. De findes yderst sjældent som store blokke, og optræder da heller ikke som kvadre i kirkerne, bortset fra nogle ganske få steder. Her er Fousing Kirke en bemærkelsesværdig sjældenhed, idet der findes over 40, endda temmelig store rhombeporfyrer i kirkens murværk. Det gør det ikke mindre interessant, at der i de to nabokirker Ølby Kirke og Gimsing Kirke, som ligger øst for Fousing Kirke, ligeledes findes rhombeporfyrkvadre, dog halvt så mange og halvt så store. Den norske is fra Oslofjorden har lavet en specialleverance i området.