N15 Ejsing Kirke
Ejsing Kirke er en romansk kvaderstenskirke med usædvanlig mange og store sengotiske tilføjelser. Kirken udgør samtidig et meget flot eksempel på lokale herremænds indflydelse på kirken gennem historien.
Foto:Søren Raarup
Romansk kvadersten
Det oprindelige romanske skib har fladt bjælkelift, som det er almindeligt i alle vestjyske kirker, men det trefløjede sideskib har krydshvælvede lifter. Kirkerummet har 330 faste siddepladser, men der kan skabes siddepladser til 500 personer. Ejsing Kirke adskiller sig ganske fra landsdelens øvrige landsbykirker ved sin størrelse, komplicerede opbygning og det rige inventar. Den er oprindeligt bygget som en enkel romansk kvaderstenskirke med skib og kor. De forholdsvis små kvadersten indgår i de senere omfattende til- og ombygninger, der er foretaget ad flere omgange i sengotisk tid. Den usædvanlige rigdom er knyttet til herregården Landting, der lå på et borgsted i det store strandengsområde længere mod syd.
Foto:Søren Raarup
Byggeboom og nedgangstider
Her ses Ejsing Kirke fra nordsiden med sakrestiet, de tre sammenhængende sidekapeller og det lukkede kapel. Gavlene har hver sin udsmykning. Kirkernes byggehistorie følger et fælles mønster i hele landet, men omfang og standard tager sig forskelligt ud. Efter opgangstider og store byggeboom i 1100 og 1200-tallet bød 1300-tallet på generelle nedgangstider og kriser, og pesten, den sorte død, der plagede hele Europa, gjorde voldsomt indhug i befolkningerne og nogle steder var hele sogne næsten lagt øde. I løbet af 1400-tallet blev det opgangstider og i sidste del af århundredet og ind i 1500-tallet kom det næste store kirke-byggeboom. Stilmoden var ændret fra den romanske monumentale rundbuestil til gotikkens himmelstræbende spidsbuestil. Det gennemgående træk i de danske landsbykirker var, at man tilførte de romanske kirker tårn ved vestgavlen og våbenhus, oftest ved syddøren, mandedøren. De små, højtsiddende romanske vinduer blev, i hvert fald på sydsiden, udvidet, og desuden fik flere kirker tilført et sidekapel. Også inventaret blev udskiftet eller udvidet og nye kalkmalerier tilføjet og gamle blev overmalede.
Foto:Søren Raarup (Kunstværk af H. Bernsdorf)
De velhavendes eftermæle
Omfanget af de sengotiske udvidelser og ombygninger faldt meget forskelligt ud i de vestjyske kirker. Økonomien bag udvidelserne lå i størrelsen af sognets kirketiende og i afgørende grad hos lokale godser/ herremænd og størrelsen af deres gods. Der var prestige i at vise sin pragt og rigdom og i at sætte sig eftermæle, og det gjorde man bedst i kirken. Dette er Ejsing Kirke et ypperligt eksempel på. Fattige sogne som Heldum havde hverken råd til tårn eller våbenhus, og Fousing måtte nøjes med beskedent tårn. Landtings ejere har derimod virkelig overgået alle andre - også i tiderne efter den sengotiske periode. Landtings historie går tilbage til 1300-tallet, hvor der har været en større middelalderborg, som har været beboet af velstående adelslægter. Borgbanken eksisterer endnu. I 1600-tallet blev middelalderborgen erstattet af en tre-etagers renæssancebygning. Landtings ejere gennem tiderne præger kirkerummet, ovenfor ses et epitafium over 1770'ernes ejer med teksten: ”Anno 1766 lod kirkeejeren Niels Pedersen Lillelund og hans hustru Mari-Anna Hansdaatter Bernsdorph denne sten male og staffere.” Alle gamle bygninger forsvandt med ”godsslagtningen” omkring 1800.
Foto:Søren Raarup
Bygningen i dag
Den romanske kirke er næsten forsvundet i vrimlen af de sengotiske gavle og sidebygninger. Til koret blev der tilført et stort sakrasti mod nord og skibet blev mod nord udvidet med et sideskib, der udvendig tager sig ud som tre gavlvendte bygninger og endelig blev der også på nordsiden tilføjet yderligere et kapel. Udvendig tager hele sydmuren sig ud som 5 gavlvendte, sammenhængende bygninger. De tre sidekapeller var forsynet med sidealtre, hvor der afholdtes sjælemesser. Efter reformationen blev de inddraget som sideskib for menigheden. Der blev tilføjet et våbenhus ved syddøren samt et 22 meter højt, slankt tårn.
Foto:Søren Raarup
Landtingskapel og helgengrav
Det sydlige kapel hedder ”Landtingkapellet” og var herregårdens kapel, hvorfra man fra et sidepulpitur kunne følge gudstjenesten. Inventaret bærer både i omfang og pragt præg af Landtings indflydelse på kirken gennem 2-3 århundreder. Kirken udmærker sig ved flere sengotiske kalkmalerier fra tiden omkring 1500. Døbefonten er romansk fra kirkens opførelse. Den er rigt dekoreret med billederelieffer i en rundbuearkade samt en inskription: ”I Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn.” Alterbordet har bevaret den oprindelige kvaderstenssokkel, men alterbordets stenbordplade er, som i langt de fleste øvrige kirker, kasseret efter reformationen. Den er blevet genanvendt som udhuggede kvadre under det sengotiske nybyggeri, hvilket kan ses på tårnets sydmur, hvor midterdelen af alterbordet med helgengemmet/ helgengraven er indsat. På billedet ovenfor ses det, at oprindelige kvadre var relativt små, her med tydelige spor af kilehuller efter stenmesterens spidshammer. Til højre ses midterstykket af det oprindelige sten-alterbord med den obligatoriske fordybning til opbevaring af martyr-relikvier, ”helgengraven”.