Borbjerg Mølle Kro

Borbjerg Mølle

Foto: Borbjerg Mølle Kro

Borbjerg Vandmølle ligger ved Hellegård Å, der løber ud i Venø Bugt. Møllen ligger 12 kilometer nordøst for Holstebro.

Den store møllesø på 27 tønder land, som ligger bag møllen, sørgede for at møllen sjældent manglede vand.

De nuværende bygninger er fra 1902, da det gamle stuehus blev revet ned, og det nuværende, der var sognets største, blev bygget.

Niels Mundbjerg overtog møllen i 1898. Han ejede et kalkværk og var sognerådsformand i Sevel. I Borbjerg blev han også sognerådsformand, og selv om han ikke var møller, gik det godt for ham.

I år 1900 oprettede han et rugbrødsbageri, hvor vandhjulet trak æltemaskinen. Han bagte selv de 16 punds rugbrød, 88 ad gangen, som tre gange om ugen blev kørt ud, og solgt, i sognet. 
Mundbjerg døde i 1916, og efter hans død solgte enken i 1919 mølle og møllegård til Johannes Kobborg.

Kobborg opdagede, at bageriet ikke var nogen god forretning, og han lukkede det i 1924. Han drev gård og mølleri videre, og i 1931 åbnede familien traktørsted i hovedbygningen.

I dag fungerer Borbjerg Mølle som kro og aktivitetscenter. De mølleinteresserede kan i undermøllen se mølleværkets gravhjul og stjernehjul. Der findes også et lille møllemuseum, hvor der vises gamle mølleting som skæppemål, toldkop og en alkove, hvor møllersvenden har sovet.

Møllen er privatejet. 

Adresse: Borbjerg Møllevej 3, 7500 Holstebro