Nørre Vosborg

N5 Nørre Vosborg

Foto: Holstebro Kommune

Den mere end 700 år gamle herregård Nørre Vosborg blev gennemgribende istandsat i årene 2004-2008 er en af Danmarks bedst dokumenterede herregårde med en tæt forbindelse til hele egnens udviklingshistorie

Stedet rummer en rigdom af fortællinger og er i dag et kulturelt samlingssted med hotel, restaurant og kursusfaciliteter.

Gammel Vosborg udgravninger

Foto:Geopark Vestjylland

Historien

Nørre Vosborgs historie kan spores tilbage til 1299, hvor gården lå ved udmundingen af Storåen i Nissum Fjord. Der var dengang forbindelse til Nordsøen, og herregården lå meget strategisk placeret i forhold til datidens transportveje. Det blev dog også nærheden til havet, som gjorde en ende på det oprindelige Vosborg, idet en stormflod ødelagde bygningerne i 1593. Gårdens placering kan genfindes som et voldsted tæt ved det nuværende Nørre Vosborg. Voldstedet er arkæologisk undersøgt, og man har bl.a. fundet spor efter et teglværk på stedet. Endnu før det oprindelige Vosborg blev ødelagt var herregården blevet delt, og Nørre Vosborg blevet opført på det nuværende sted omkring 1575. Hovedgården omfatter et firefløjet anlæg med tilhørende avlsgård. Hovedgårdens bygninger stammer fra de fire århundreder fra 1500-tallet til 1800-tallet.

Nørre Vosborg

Foto:Holstebro Kommune

De store engarealer, der hørte til Nørre Vosborg gav grundlaget for produktion af stude til eksport og var i mange år en væsentlig kilde til indtægter. I perioden 1824 til 1868 var etatsråd Andreas Evald Meinert Tang ejer af herregården, og han bidrog til at udvikle hele egnen yderligere. Han afprøvede nye metoder indenfor landbruget ved bl.a. også at have fokus på malkekvæg, han udvidede herregårdens eget teglværk til at blive egnens største og han så etablerede han et brændevinsbrænderi. Han var politisk aktiv og havde på et tidspunkt også besøg af H. C. Andersen, der var kommet til Vestjylland for bl.a. at opleve Vesterhavet. I 2004 erhvervede Realea  Nørre Vosborg og gennemførte i løbet af 4 år en meget omfattende restaurering af herregården, hvor der blev gjort mange spændende fund. Nørre Vosborg er således en af Danmarks bedst dokumenterede herregårde.

Nørre Vosborg

Foto:Søren S. Willadsen

Kulturelt samlingssted

Nørre Vosborg er i dag ejet af ejendomsselskabet RealdaniaByg A/S, der bl.a. har til opgave at bevare bygninger for eftertiden. Herregården drives til dagligt af Fonden Nørre Vosborg som et levende kulturcenter af international betydning i et samspil med den omgivende natur og landskab. Der er etableret hotel, restaurant og kursusvirksomhed. Restauranten har en menu med lokale råvarer. Der er mulighed for guidede rundvisninger og en kreds af 70 frivillige bidrager til stedets udvikling og drift.

Nørre Vosborg parkhaven

Foto:Holstebro Kommune

Samarbejde med geoparken

Nørre Vosborg er et betydningsfuldt formidlingssted i geoparken, og der er indledt drøftelser om indgåelse af en samarbejdsaftale. Endvidere har restauranten et ønske om at geoparken kan bidrage med træningsforløb for ansatte for at øge kendskabet til lokale fødevareprodukter.