Lemvig by - shopping og kulturmiljø

Lemvigs historie kan dateres tilbage til 1234, hvor man første gang kan læse om en lille by ved navn Lemvig.

Gå på opdagelse i Lemvigs charmerende gågader omkranset af hyggelige gamle huse, små torve og pladser. I de mange specialforretninger kan du finde modetøj og sko samt lokalt producerede fødevarer og specialiteter.

På den livlige havn i forbindelse med gågaderne kan du slappe af med en is, mens ungerne udforsker legepladsen eller familien kan nyde et godt måltid mad i en af de mange caféer og restauranter med udsigt over Limfjorden. På havnen er der året igennem forskellige aktiviteter som kræmmermarked, streetfood og lignende

Gratis p-pladser i Lemvig centrum

Du finder 800 gratis parkeringspladser i Lemvig centrum. HUSK at stille p-skiven og omhyggeligt at læse reglerne for parkering på de blå skilte.

 

Lemvigs historie

Først i 1800-tallet begyndte Lemvig rigtig at vokse, da Vesterhavet  slog hul på Limfjordstangen. Købmændene købte skibe, der kunne sejle til England og Hamborg. Det gav bønderne mulighed for at købe nyt tøj og ting til hjemmet, hvilket var af stor betydning for byens økonomiske fremgang.

Senere hen kom også jernbanen mellem Lemvig og Vemb – og derfra Esbjerg. Jernbanen findes endnu og forbinder i dag også Lemvig med Thyborøn.

Byen har og havde et rigt kunstnerliv med digteren Thøger Larsen, billedhuggeren Torvald Westergaard og malerne Niels Bjerre, Kristen Bjerre og Jens Søndergaard.

 

Du kan opleve byens historie på mange måder

Besøg Lemvig Museum, hvor alle disse historier er bevaret og genfortalt, besøg de bevarede historiske bygninger som for eksempel Gjellergaard og Bovbjerg Fyr eller tag med på en guidet tur rundt i byen med Lemvigs Vægterlaug eller Lemvig Museum.

Købstaden Lemvig er skildret i tegneserien ”Livets gang i Lidenlund, skabt af tegneren Henning Gantriis, som beskriver begivenheder, mennesketyper og replikker i de satiriske striber fra 50erne og 60erne. 

Du kan tage på vandring ”I Gantriis fodspor”, hvo du kan opleve Lemvigs historiske kulturmiljø, fine gamle bygninger, værthusgade, gågader, kærlighedssti og havn. I alt 17 steder markeret med skilte formet som tegnerens ”gadespejl” og tegneskeristriber på murene. Du kan downloade folderen ”I Gantriis fodspor” her.