Søndbjerg Kirke

N13 Søndbjerg Kirke

Foto: Geopark Vestjylland

Søndbjerg Kirke er en romansk kvaderstenskirke og samtidig en sjælden stormandskirke bygget med tårn. På soklen findes runeinskriptioner, der fortæller om hvem, der finansierede og byggede kirken. 

En del af kirkens historie har været dramatisk med et kærlighedsdrama, der endte i en mordbrand og en pavelig bandlysning. Historien er foreviget i en middelalderlig folkevise og et sagn. Desuden har kirken været ramt af jordskælv i 1745 og er samtidig stedet, hvor præsten og videnskabsmanden Jacob Nicolai Wilse voksede op.

En sjælden stormandskirke

Søndbjerg Kirke ligger i landsbyen Søndbjerg på den sydlige del af Thyholm. Det er en romansk kvaderstenskirke fra tidlig middelalder, og den er en af de meget sjældne stormandskirker opført med tårn. Den var viet til Maria, hvilket indikerer en kirke med høj status, og under en omfattende restaurering i 1909 fandt man en gemt hjørnesokkelsten med en runeindskrift, hvor der oversat står: ”Jacob volte, Skjalm gjorde. Hvor alteret er, der er øjet”. Det kan kun tolkes derhen, at Jakob er kirkens giver, stormanden, der også har finansieret byggeriet, og at Skjalm er bygmesteren. Det er et af de absolut få tilfælde i Danmark, hvor der er skriftligt vidnesbyrd om en romansk kirkes tilblivelse. Ved restaureringen indsatte man den fundne hjørnesokkelsten i tårnmuren.

Kærlighedsdrama, mordbrand og bandlyst af paven

Der findes en overleveret, middelalderlig folkevise og et sagn om et kærlighedsdrama i Søndbjerg, der endte med at herremanden til Helleris (en stadig eksisterende gård) blev brændt inde i kirken. Det vides også, at kirken i senmiddelalder blev lyst i band af paven, så en mordbrand kan meget vel have fundet sted. Ved en omfattende renovering af det sengotiske tårn i 1967 fandt nationalmuseets folk flere tegn på, at der engang måtte være indtruffet en voldsom brand i kirken. Udgravninger fastslog, at kirken oprindelig havde været et par meter længere, og at det havde haft et tårn, der var opført samtidig med kirkens opførelse. Man fandt endvidere brudstykker af kummen til døbefonten, der forklarede den eksisterende døbefonts skavanker. Konklusionen var, at det oprindelige romanske tårn var styrtet sammen under en brand i senmiddelalderen, hvorefter det nuværende sengotiske tårn blev opført.

Revner fra jordskælv

Ifølge J. N. Wilse, der var præstesøn i Søndbjerg i midten af 1700-tallet, blev kirken 1745 ramt af et jordskælv, der slog revner i korets murværk. Han beretter også, at jordskælvet fik en klint ved Serup Strand til at skride sammen. Fra Dansk Geologisk Forening hedder det i 1915: ”I Februar 1745 et stærkt Jordskælv på Thyholm, ved hvilket muren over koret i Søndbjerg Kirke revnede og udskridning på nogle bakker ved stranden fremkom. Vistnok samtidig med det jordskælv, der den 7. samme måned optrådte i Christianssand og omegn (Sydnorge) og strakte sig hen under havet samt synes at være optrådt et par mil fra København.

Istransporterede kampesten

Kirkegårdsdiget er opbygget af kampesten, der kan ses som overskuddet fra byggeriet. Der har været rigeligt med kampesten i det omgivende landskab. Der findes her flere kasserede sten, hvor sporene af kløvningsteknikken kan iagttages, og på kirkegården ligger en færdig kvadersten, der afslører, at der er tale om afrundede, istransporterede sten, hvor kun forsiden er planhugget og siderne er tilrettede.  Netop de afrundede bagsider af kvaderstenene har bevirket at ydermurene har haft tendens til at bule ud, hvilket har medført, at de fleste kirkers ydermurer gennem tiden er blevet omsat (pillet ned og genopbygget) indtil flere gange. Murværket i de romanske kirker er opbygget som en ca. 1 m tyk ”kassemur”, hvor indersiden er opbygget af mindre, rå kampsten og ydermuren af kvadersten. Mellemrummet er fyldt op med stenbrokker blandet med mørtel.

Oplysningstidens pioner

Jacob Nicolai Wilse (1735 – 1801) var præstesøn i Søndbjerg. Han foretog som barn og ung studier af både naturen og folkelivet på Thyholm. Hans værdifulde iagttagelser fra midten af 1700-tallet findes i et mindre værk fra 1762. Han blev en af oplysningstidens nyvidenskabelige pionerer. Blev præst i Spydeberg i det sydøstlige Norge, hvor han, som en udløber af sit videnskabelige arbejde i Norge, anlagde en have i rokokkostil, der egentlig var en planteskole med egnede nytteplanter for norske bondegårdshaver.  Haven blev rekonstrueret i Spydeberg i 2014, og en kopi i mindre skala er anlagt ved Thyholm Egnsmuseum i Søndbjerg. Egnsmuseet er opbygget og drives af lokale frivillige. Museet har etableret en række stiforløb ud fra Søndbjerg med temaer fra Wilses iagttagelser og beskrivelser.