Møborg Sandgrav

N23 Møborg Baunehøj

Foto: Geopark Vestjylland

Møborg Bavnehøj er et af flere højdepunkter i Geopark Vestjylland hvorfra der er flot udsigt over det omgivende landskab. 

Bavnehøjen er samtidig et godt eksempel på, at fortællinger om landskab og kulturhistorie kan knyttes sammen, og hvordan der laves formidling i samarbejde med lokale frivillige.

Sct. Hans v/ Møborg Baunehøj

Foto:Møborg Sogneforening

Bavnehøjen

Møborg Bavnehøj har en højde på 45 m.o.h. og der er en storslået udsigt over det omgivende landskab fra toppen af højen. Bavnehøje er kendt fra store dele af Danmark helt tilbage fra vikingetiden, og de er frem til Den Slesviske Krig 1848-50 blevet brugt til at signalere, når en fare nærmede sig. Ordet bavn betyder stabel af brænde, som kan antændes til signal. I nyere tid bruges de ofte ved særlige fejringer. På toppen af Møborg Bavnehøj er en af Danmarks mere end 330 trigonometriske stationer placeret. De fleste af disse er ligesom den trigonometriske station på Møborg Bavnehøj lavet af granit, der er placeret i et betonfundament. På toppen af postamentet, som stenen også kaldes, er der placeret en messingknap, der angiver det nøjagtige målepunkt for stedet. Postamenterne har været anvendt ved opmålingen af Danmark og er sat op i perioden fra 1830’erne til 1930'erne. Postamenterne af granit som på Møborg Bavnehøj hører til de ældste af slagsen.

Sammenhængen med det omgivende landskab

Bavnehøjen og Møborg Kirke, der ligger lige ved siden af, samt de mange gravhøje, der findes på Møborg Bakkeø, rummer en fin fortælling om menneskets bosætning i området gennem tiderne og illustrerer også, hvordan landskabet har spillet en væsentlig rolle for valg af bosteder. Den nærliggende sandgrav rummer desuden en fortælling om, hvordan isens aflejringer har givet grobund for en driftig virksomhed fra slutningen af 1940’erne til 1992.

Formidling v/ Møborg Baunehøj

Foto:Møborg Sogneforening

Spor i Landskabet

Bavnehøjen er et udgangspunkt for et nyt stiforløb, som etableres af lokale frivillige i samarbejde med Geopark Vestjylland med støtte fra støtteordningen ”Spor i Landskabet”. Stisystemet binder historien om landskabet, kirken og naturen i området sammen. Det er også en fortælling om, hvordan naturen har udviklet sig gennem meget lang tid fra den helt åbne og forblæste bakkeø og frem til i dag med egekrat, skov, hede, marker med læhegn og små søer. Der er et rigt dyreliv i området med en række helt almindelige arter men også mere sjældne planter som almindelig ulvefod, der tilhører en plantefamilie man kan spore 400 mio. år tilbage i tiden. Den lokale sogneforening har i samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer en del af området, etableret shelter, toilet og bål-/grillplads samt formidlingstavler.

Møborg Sandgrav

Foto:Geopark Vestjylland

Samarbejde med Geopark Vestjylland

Møborg Sogneforening og Geopark Vestjylland har indgået en samarbejdsaftale, som bl.a. omfatter etablering af Spor i Landskabet ved Møborg Bavnehøj og sandgraven. Gennem samarbejdet knyttes Sporene ved Møborg Bakkeø op på en større fortælling og gøres synlig i en bredere sammenhæng. Området har i de senere år blandt andet dannet ramme om arrangementer under Geologiens Dage.