Strandingsmuseum St. George indvielse - Foto: Thomas Holst Christensen

Strandingsmuseum St. George

Verdens værste stranding fandt sted julenat 1811.

Strandingsmuseum St. George er et nybygget museum fra 2017, der benytter sig af moderne gallerier med interaktiv formidling af historien om strandingerne på Vestkysten.  

Tidligere var sejlads ved Vestkysten ekstremt farlig, da begrænsede navigationsinstrumenter og storme førte mange skibe fra det åbne hav og ind på Vestkysten. Mange satte livet på spil, da det var store rigdomme forbundet med søhandelen.

Den største strandingskatastrofe fandt sted juleaftensmorgen 1811 på havet ud for Thorsminde, da de to engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence strandede og næsten 1400 søfolk mistede livet. Kun 17 overlevede. Museet rummer formidlingen af skibenes sidste rejse, og man kan gå på opdagelse på HMS St. Georges banjerdæk med unikke effekter fra de to skibe bjærget fra havets bund. Det kolossale ror fra HMS St. George kan betragtes fra fire etager i udstillingen.

Vesterhavet vidner om talrige strandinger, som kan virke skræmmende og sært dragende på samme tid. Kystens befolkning har altid levet med en blanding af frygt for, hvad havet tager, og taknemmelighed over det, havet giver.

Øverst i museet er der adgang til tårnet, hvor man kan træde ud til en storslået udsigt over både hav, fjord og by. Her får man for alvor en fornemmelse af havets storhed og naturens kræfter langs kysten.

Foran museet er der anlagt et aktivitetsområde for børn. Her kan de lege og bruge kroppen til at få viden om strandinger og redninger ved Vestkysten.

 

Museet har fået følgende anmeldelser:

»Den mest bevægende fortælling med stærk sammenhæng mellem sted, udstilling og arkitektur«   

Politiken

»En pirrende og engagerende opdagelse«

Kristeligt Dagblad

Find mere information på hjemmesiden for Strandingsmuseet.

 

Del denne side

Kontakt

Adresse

Web

Email
info@strandingsmuseet.dk

Telefon
+45

Børn
Gratis adgang

Handicapvenligt museum