Ausumgaard hovedbygning

N6 Ausumgaard

Foto: Geopark Vestjylland

Ausumgaard er en af de få herregårde, der overlevede de såkaldte vestjyske ”godsslagtninger” omkring år 1800

Gården er et fint eksempel på en af de hovedgårde, der udnyttede det omgivende landskab til opdræt af stude og tjente gode penge på det. I dag arbejdes der på at gøre Ausumgaard til et kraftcenter for fødevareudvikling og innovation med afsæt i lokalt producerede fødevarer.

Ausumgaard allé

Foto:Geopark Vestjylland

Historien

Ausumgaard kan spore sin historie tilbage til 1475, hvor den havde status som almindelig gård. I de følgende århundreder blev den solgt flere gange og var i en periode en del af en større sammenhængende ejendom, der også omfattede de nærliggende større gårde Quistrup og Volstrup. I 1709 fik Ausumgaard dog selv status som herregård og fortsatte med at vokse. De nuværende bygninger er opført omkring 1750, hvor gården siden 1709 havde været i familien Jermiins eje. Jermiin-slægten beholdt gården frem til 1942, hvor den blev solgt videre og kom i Lundgaard-familiens besiddelse. Det er i dag 4. generation af denne familie, der ejer herregården.

Ausumgaard

Foto:Geopark Vestjylland

Ausumgaard med de omkring liggende jorder er et fint eksempel på de hovedgårde der opdrættede stude til eksport og blev velhavende på denne handel. De vidt udstrakte vådområder og enge mellem isens hovedopholdslinje og Limfjorden egnede sig godt til opdræt af kvæg, som efterfølgende kunne drives sydpå ad Drivvejen for at blive solgt på markeder i Nordtyskland, Nederlandene eller England.

Forårsmesse Ausumgaard

Foto:Geopark Vestjylland

Ausumgaard i dag

Den nuværende ejer har lanceret en række nye og ambitiøse projekter for at udvikle garden og bl.a. anvende de gamle bygninger til et center for udvikling af nye lokale fødevarer. Tanken er, at Ausumgaard skal have køkkener, produktionsfaciliteter, forelæsningssale mm., som kan understøtte stedets funktion som en smeltedigel for nye og innovative ideer og produkter. Det er samtidig tanken, at lokale skoleklasser skal kunne bruge faciliteterne i deres undervisning. Samtidig fungerer Ausumgaard fortsat som et moderne landbrug med egen butik, og der arrangeres årlige markeder med lokale produkter.

Ausumgaard økologi

Foto:Geopark Vestjylland

Samarbejde med Geopark Vestjylland

Geopark Vestjylland har underskrevet en interesse-erklæring til støtte for udviklingen af Ausumgaard som Kraftcenter for Fødevarer. Ausumgaard er samtidig en oplagt partner for udviklingen af kriterier for geoparkens partnere indenfor fødevareproduktion.