Linde Bakkesø - Sir Lyngbjerge

26. Linde Bakkeø - Sir Lyngbjerge

Foto: Søren Raarup

Bakkeøparti i forlængelse af morænelandet bag Hovedopholdslinjen

Linde Bakkeø er egentlig en ”halvø”, da det drejer sig om et højtliggende landskab fra Saale istid uden for den nord-sydgående afbøjning af Hovedopholdslinjen fra Kilen tunneldalen til området syd for Sir Lyngbjerge 5 km nordøst for Holstebro.

Mod vest grænser bakkeøen op til Klosterhede smeltevandskeglen og Fousingdalen, og mod syd afgrænses den af markante erosionsskrænter mod Storådalen. Landskabet er præget af bløde bakkedrag der forløber i retningen NV-SØ, som må vurderes at være randmoræner fra Saale istid, der er delvis udjævnede under sidste istids periglaciale processer.

Den nordøstlige side af bakkedraget er tæt gennemsat af erosionskløfter ned mod et parallelt forløbende dalstrøg. Den sydøstlige ende udgør bakkelandskaberne ved Sir Lyngbjerge. Bakkeøen strækker sig over Struer og Holstebro kommuner. Sir Lyngbjerge ligger i Holstebro Kommune.

Sir Lyngbjerge er et komplekst bakkelandskab, formodentlig en randbakke fra Saale istid, der har været delvis overskredet af isen i Weichsel, hvilket har delt bakkepartiet i to. Den østlige del er med afrundede bakkeprofiler, som har været isdækket, og den vestlige del, der er gennemsat af erosionskløfter, er antageligt dannet af smeltevand fra den stagnerede gletsjer. Den kraftige erosion har dannet et imponerende landskab af såkaldt falske bakker.

Sir Lyngbjerge har tidligere været et af de vigtigste folkelige samlingssteder, der især i sidste del af 1800-tallet kunne samle 2-3000 mennesker til både politiske og religiøse møder. Det er i dag et offentligt tilgængeligt og velorganiseret natur- og fritidsområde.