Fousingdalen

23 Fousingdalen

Sen- og postglacial smeltevandsdal

Fousingdalen udgør et langstrakt dalstrøg som strækker sig fra Kilen Tunneldal hvor dalen er mindre end 500 m bred og som ca. 12 km længere mod syd ender i et mere end 4 km bredt område som grænser op til Storådalen.

Mod vest afgrænser Fousingdalen smeltevandssletten, Kronhede – Klosterhede og mod øst et hedeområde beliggende på bakkeø fra næstsidste istid, Site 41 Idom Å og Ormstrup Hede.

Den nordlige del af sitet er sammenfaldende med Kilen og dalens markante terræn er i høj grad karaktergivende for denne del af området. Isens og smeltevandets modellering af landskabet har resulteret i et terræn med store bløde bakker og stejle skråninger. Terrænet er mest dramatisk omkring Kilen og aftager i styrke og dramatik i de små dale, der skærer sig ind i det fladere terræn.

I den smalle nordlige del af Fousingdalen er der registreret beskyttede naturtyper; moser, enge og hede. Den del af Fousingdalen som overlapper med Kilen, er beskyttet ved fredning ligesom der findes en stor koncentration af gravhøje og kulturarvsarealet "Oldtidsvej", som løber langs Hovedopholdslinjen fra Vesterhavet ved Trans ind til Karup Å, går gennem området.

Del denne side