Rammedige

N2 Rammedige

Foto: Geopark Vestjylland

Syd for Lemvig og tæt ved Vesterhavet ligger Rammedige, der er en forsvarsvold fra jernalderen, antagelig anlagt i perioden mellem 100 og 400 e. Kr., romersk jernalder

Skulptur v/ Rammedige

Foto:Geopark Vestjylland

Forsvarsvold fra jernalderen

Volden, der har været op til 4 m bred og 2 m høj, forløber nord-syd med en bred og dyb grav langs østsiden. Oprindeligt har volden været 2-2,5 km lang, men i dag er der kun bevaret ca. 1650 m af den. Dette stykke er i dag fredet.

Vikinger v/ Rammedige

Foto:Lemvig Kommune

Værn mod fjender fra øst

Forsvarsvolden dækkede strækningen mellem to fugtige moser, og på østsiden har der været en voldgrav og andre forsvarsværker. Tilsammen har vold, grav og moser afskåret udefrakommende fra at komme ind på et stort landområde, der strakte sig fra volden til Vesterhavet. Bag den beskyttende vold har områdets beboere kunnet leve i fred for de fjender, der kom fra landsiden.

Rammedige

Foto:Geopark Vestjylland

Gravhøje ved Rammedige

De mange gravhøje vest for Rammedige, hvor der oprindelig har været 60, hører til Oldtidsvejens højrækker. Denne har sandsynligvis stadig været i brug, da Rammedige langt senere blev opført på tværs af den. På den måde afspærrede volden også vejen. Under en udgravning, foretaget af Holstebro Museum i 2002, fandt man en række spor af mangedobbelte rækker af gravede runde huller i et bælte langs voldgravens østside. Tilsvarende er fundet andre steder i Danmark, men her først gang i forbindelse med et voldanlæg. Tolkningen af hulbæltet er uafklaret, men det er overvejende sandsynligt, at det har været en del af forsvarsværket.

Skulpturer v/ Rammedige

Foto:Geopark Vestjylland

Rekonstruktion

I 2011 blev der opført en rekonstruktion af vold og voldgrav i 30 meters længde og i fuld størrelse, og samtidig blev digets ellers bortgravede fortsættelse mod nord markeret af en række pæle. Der findes P-plads og information ved det rekonstruerede dige. Diget er national kulturarv.

Udsnit formidlings tavle om Rammedige

Foto:Geopark Vestjylland

Sammenhængen til geoparken

Rammedige vil udgøre et af de markante besøgssteder på en kommende oplevelsesrute langs Oldtidsvejen. Endvidere afholdes der hver sommer et vikingemarked, som arrangeres af en stor gruppe frivillige med støtte fra Lemvig Kommune. Geoparken vil understøtte dette gennem deltagelse i markedet og ved at bidrage til informationsmateriale om stedet.